Schæferhundens historie

Det tidligste fund af schæferens stamfader går helt tilbage til Bronzealderen, hvor man flere steder har fundet skeletdele efter en stor hund. Denne tidlige hund er opført under navnet canis matris optimae. Vores nuværende schæferhunds hovedform stemmer fuldstændig overens med bronzealder hundens kranie.

Det kan derfor bevises, at menneskene mere og mere gik over til kvæghold og opdræt af kvæg fra den tidligere jægertilværelse. Vi antager derfor, at hunden er blevet benyttet til at vogte kvæget fra angreb af rovdyr.

Bronzehunden (canis matris optimae) betages som stamform til alle europæiske schæferhunderacer. En meget kendt forsker mener ikke, at der findes nogen anden race, der siden 2.200 f. kr. har kunnet bibeholde den oprindelige form, som schæferhunden er blevet helt frem til vores tid.

Den Tyske schæferhundeforening

Blev som en af de sidste foreninger grundlagt i 1899 under navnet Verein für deutsche Schäferhunde (SV). Foreningen blev grundlagt af Ritmester Max v. Stephanitz f. 1864 – d. 1936. Han var formand for klubben fra 1899 til hans død i 1936.

v. Stephanitz gjorde schæferens udbredelse til sit livsværk har skrevet flere bøger, bla. ”Der deutche Schäferhund in Wort und Bild”. Han har ud fra den ukendte, fordringsløse, landlige arbejdshund skabt en race, som talmæssigt overstiger alle andre racer.

Schæferens oprindelige funktion var at hyrde og vogte får og kvæg. Men da det efterhånden indskrænkedes med antallet af får og kvæget kom på stald, var v. Stephaniz opsat på at finde nye arbejdsområder for schæferen. Han kontaktede derfor i første omgang politiet, som tog hunden til sig som politihund. Senere fulgt interessen for hunden i både toldvæsnet og militæret. Hunden blev brugt som blindeførerhund. Og under Anden Verdens Krig som krigshund, hvor den var melde- og sanitetshund, og blev brugt til at opspore landminer. Senere blev den trænet i at finde hash og andre narkotiske stoffer. I vores tid bliver schæferhunden stadig brugt af politi, toldvæsen, militæret og vagtfolk.

Schæferens standard går helt tilbage til v. Stephanitz’s oprindelig standard, der er gennem de sidste 117 år ikke ændret meget i den oprindelige racebeskrivelse.

v. Stephanitz indførte som noget af det første i SV stambogsføring af alle schæfere, og i 1961 var tallet af stambogsførte schæfere nået nr. 1.000.000.

SV begyndte sin planmæssige avl for at forbedre den gamle landrace i 1899. På den tid var der to schæferhundetyper. Thüringen, en mindre nordtysk type, kraftige, dybtstillede, skarpe, hurtige og fortrinlige arbejdshunde med temmelig kort hårlag, med kraftig underuld, farven som regel ulvegrå, opretstående ører og noget højt ansat og skævt båret hale. Den anden Wüttemberg, en noget større sydtysk type, var tungere, roligere af væsen, som oftest med hængeøre eller kipøre og langhåret.

Ved krydsninger mellem Thüringer- og Wüttembergerhunde fremkom de mest forskellige øreformer, store og bløde, små og bløde, store og faste, små og faste og alle mulige forskellige mellemformer. Også hårlaget varierede i længde med og uden underuld.

Da SV begyndte forædlingsarbejdet, forsøgte man at få en ensartet type frem med opretstående ører og kraftig pels med tæt underuld, det som tyskerne kalder ”arbejdsjakke”, men selv om nu så mange år efter, at stambogsføringen begyndte, og selv om der i disse år er stambogsført mere end én million schæferhunde, så dukker der stadigvæk hunde op efter de bedste avlsdyr, der er langhårede, og som har hængeøre. At en hund er langhåret eller har hængeøre er altså ikke tegn på, at hunden ikke er ægte, men derimod, at visse stammer har bibeholdt den oprindelige sydtyske schæferhundetype.

De vigtigste hankønslinier.

Horand v. Grafrath, som var den første hund, der blev indført i Zuchtbuch, hvorfor han fik SZ 1., har man vel lov til at kalde de nuværende schæferhundes stamfader. Horand blev født den 1. Januar 1895, var af rent Thüringerblod, han var ulvegrå, en lille hund på ca. 60 cm og med en vægt af 25 kg. Efter datidens begreber var han fuldendt af eksteriør. Som alle Thüringer-hundene var han meget temperamentsfuld og var skarp og hård.

Fra Horand udgår alle hovedavlslinier. Han blev parret med en tæve af rent Wüttemberg-hyrdehundeblod Mores Plienigen, og fik i dette kuld sin mest berømte søn, Hektor v. Schwaben SZ13, en hund med god karakter, ædelt udtryk og af middelstørrelse, som blev vinder SGR i 1900 og 1901.

Af Hektor v. Schwaben, SZ13, var især to hunde, som kom til at præge den videre avl, kuldbrødrene Beowulf, SZ10 og Pilot, SZ111. De var efter Horand datter, Tekla I v. D. Krone. Beowulf, SZ10, blev en af racens bedste nedarvere, og især hans døtre var fremragende.

En anden meget berømt hund var Alex v. Westfalenheim, som findes i mange af vor tids stamtavler. Hans søn Erich von Grafenwerth SZ71141, kom til at spille en stor rolle for avlen. Gennem hans søn Klodo vom Boxberg, SZ135239, som blev Sieger i 1925, indledtes en ny epoke for schæferhunden, i det han gennem sit afkom viste at være i besiddelse af stor gennemslagskraft. SV nærmede sig nu sit oprindelige mål, at skabe en middelstor brugshund, som var i besiddelse af avlssikkerhed og gennemslagskraft.

Dansk Schæferhundeklub blev stiftet i 14. Juni 1918. Klubbens første formand var overdyrlæge R. Sørensen, og han lagde et stort og værdifuldt arbejde i klubben. I 1922 indførte klubben kåring af avlsdyr og der er ingen tvivl om, at avlskåringen mere end noget andet har fremmet avlen og bidraget til, at hundene i tidens løb er blevet langt mere ensartede.

Både Djalsam's Watchful Yankee og Djalsam's Dhalia kan føre deres aner helt tilbage til Horand von Grafrath i lige linie på både deres fader og moder side. Og i deres linier indgår alle de hunde, der er vist herunder i billed galleriet.