Coton de Tulear historie

Coton De Tulear stammer oprindeligt fra havnebyen Toliara på Madagaskar, som var et tilholdssted for datidens pirater, der brugte hunden som skibshund. Man mener, at racen er opstået ved en blanding af europæiske Bichons som tilbage i middelalderen er kommet til øen med europæerne og sejlskibene, og som siden har blandet sig med lokale hunde. Men også racer som Bedlington Terrieren (deraf den buede ryglinje) og Briarden er at finde i racens aner.

Hundene har igennem århundreder levet vildt på øen, og det har været med til at give en sund, livlig, muskuløs og klog lille hund, der har skullet klare sig i de barske tropiske omgivelser Madagaskar byder på.

Den lille hund har været meget populær siden den kom til Danmark i 1990. Racen blev officielt anerkendt i 1971. Coton de Tulearen er en del af bichon-gruppen, der blev udbredt til mange kontinenter af det spanske imperium i det trettende århundrede. Den er også Madagaskars nationalhund.

I Danmark og Europa er racen oftest helt hvid. I USA ses racen ofte med hvid pels med grå eller brune pletter. Pelsen er helt speciel og kræver meget – og den rigtige – pleje. Ellers får hunden filt i pelsen, og det kan være nødvendigt at klippe pelsen af den.

Coton de Tulear er en livlig, meget klog og lærenem lille hund, som knytter sig tæt til sin familie. Den udtrykker sig med en stor variation af lyde. Den elsker at arbejde og både lydighed, men også agility og rally (lydighed på en bane) vil være sjove aktiviteter for en coton. Og så kan en Coton de Tulear ikke få nok af at bruge hovedet, den lærer utrolig let masser af små cirkus-kunster.  Som race er den imødekommende og glad for alle i husstanden inkl. andre husdyr. Også fremmede bliver budt hjertelig velkommen af den lille hvide hund.

Cotonen er en lille hund, som størrelsesmæssigt varierer fra 22 – 28 cm i højden og 3,5 – 6 kg (en del hanhunde når også de 7 kg) i vægt, og så er den utrolig hurtig, adræt og fuld udvokset for det meste meget udholdende.

Selvom den gerne nyder en hyggestund i sofaen og i sengen (hvis den må), skal man regne med den fuldt udvokset har brug for ca. 1 – 1½ times motion om dagen.

Pelsen består udelukkende af dækhår med den karakteristiske bomuldsagtige struktur. Der er ingen underuld. Pelsen bliver 8 – 10 cm lang og har ingen fældeperioder, men den kræver pelspleje!

Hvis man anskaffer sig en bomuldshund, så skal man sætte sig ind i, hvad pelsplejen kræver, og regne med det tager mellem 1 – 5 timer ugentligt at passe en coton i fuld pels. 

Cotonpelse kan være forskellige i struktur, det er helt normalt, og derfor er det også forskelligt, hvor krævende pelsen er at passe. Hvis tiden ikke er til pelspleje, skal man fra hvalpen er helt lille, vænne den til at blive klippet hos hundefrisøren i et sødt hvalpeklip.  Alt efter hvor kort pelsen ønskes, skal den klippes mellem 3-6 gange årligt. En kort pels kræver også pelspleje men selvfølgelig i mindre omfang.

Pelsen er overvejende hvid. Dog fødes mange hvalpe med farvede pletter fra cremefarvede over det mørkebrune til sort. Som pelsen vokser blegner disse farver, og den fuldvoksne hund, viser højst champagne eller grå aftegninger i pelsen.

Racen går for at være allergivenlig. Hvorfor det forholder sig sådan, ved videnskaben (endnu) ikke.

Men faktum er, rigtig mange hundeallergikere tåler livet sammen med en Coton de Tulear.

Nogen mener, at det er fordi den ikke fælder eller har underuld og derfor danner den ikke skæl, som ofte er årsagen til allergisk reaktioner. Men da årsagen kan også være, at proteinet, som hundens pels, skæl og hud etc. er opbygget af, har en anden struktur end på andre hunde, og at det er derfor, hunden i mange tilfælde ikke fremkalder allergi. Coton'en har ikke pels som andre hunde, men "bomuldshår" som coton også henviser til.

Hvis man vil afprøve om man tåler hunderacen, er det en rigtig god ide at besøge et hjem, hvor der kun er en hund.

På den måde får man et realistisk billede af allergipåvirkningerne, og det er en rigtig god ide at prøve at besøge et coton-hjem flere gange for at teste reaktionerne, når man aer, lader hunden slikke sig på hænderne, man gnider sig i øjnene osv.

Hvis man vælger at besøge en opdrætter med flere hunde og hvalpe for at teste reaktionerne, vil allergi-påvirkningerne være massive, og nogen kan måske få et ”falsk” billede af om de tåler racen eller ej.